Sindssygt langt ude københavnske godn
Tilføj til ønskeliste Gratis uddrag
  • Tilføj til bibliotek
  • Læs gratis uddrag
  • Embed-kode
Boris Boll-Johansen (forfatter)

Sindssygt langt ude københavnske godnathistorier II (Sindssygt langt ude københavnske godnathistorier #2) e-bog

DKK 50
(0)
Sindssygt langt ude københavnske godnathistorier II baserer sig på podcast-historier, der enten kan downloades gratis fra Klørkonge.dks hjemmeside eller fra fx iTunes. Klørkonge.dks historier er uhyre populære og er blevet downloadet mere end 250.000 gange. Bogen egner sig til oplæsning fra ca. 6 år. Man kan imidlertid også lade podcastene klare oplæsningsarbejdet! Børnene kan da på egen hånd læse med undervejs. Serien Sindssygt langt ude københavnske godnathistorier er skrevet af Bor...
DKK 50
Forfattere Boris Boll-Johansen (forfatter)
Forlag Klørkonge.dk
Længde 105 sider
Genrer 6-9 År, 9-12 År, 12-15 År, Ungdomsbøger, Børnebøger
Serie Sindssygt langt ude københavnske godnathistorier
Nummer i serie 2
Sprog Danish
Format pdf
Beskyttelse Vandmærket
ISBN 9788799368211
Sindssygt langt ude københavnske godnathistorier II baserer sig på podcast-historier, der enten kan downloades gratis fra Klørkonge.dks hjemmeside eller fra fx iTunes. Klørkonge.dks historier er uhyre populære og er blevet downloadet mere end 250.000 gange. Bogen egner sig til oplæsning fra ca. 6 år. Man kan imidlertid også lade podcastene klare oplæsningsarbejdet! Børnene kan da på egen hånd læse med undervejs. Serien Sindssygt langt ude københavnske godnathistorier er skrevet af Boris Boll-Johansen, der har skrevet en håndfuld bøger og illustreret tre håndfulde. Indhold: Preben Jenka ; Det franskeste af alle ord ; Den første bromand på Knippelsbro ; Legenden om Lars Bjørn ; Oslobåden og Polensfærgen ; Båden fra Shanghai ; Prins Jørgens Gård. Om bind II skrev pressen og biblioteksvæsenet blandt andet: "Syv nye, muntre og fantasifulde godnathistorier til fornøjelig oplæsning for børn i hele landet. Fra ca. 6 år. Indbydende layout." (lektørudtalelse) "Vi forældre [magasinet] er vilde med Boris Boll-Johansens finurlige fortællinger for børn og voksne." "Klørkonge.dk er perfekt for børneforældre og barnlige sjæle." (Politiken) - Herunder følger et eksempel på en historie. Den handler om en ung mand med et ualmindeligt kraftigt kæbeparti - der netop på grund af dette specielle forhold får et super-job af Københavns kommune ... Preben Jenka I 1933 blev der på Østerbro født en lille dreng, som så meget mærkelig ud. Det gør spædbørn jo ofte, men dette drengebarn så særlig løjerligt ud, fordi han var i besiddelse af et decideret kraftigt kæbeparti. Moderen ømmede sig efter at have født den bredhovedede unge, jordemoderen undrede sig over hans udseende, og faren var slet ikke til stede, for sådan var det dengang. Preben Jenka, ja, sådan skulle den lille dreng med det store kæbeparti hedde. Da den lidt underlige dreng gik i første klasse, skete der noget mærkeligt. Krigen kom til landet, tyskerne marcherede ind i Danmark og besatte vort fædreland. Det brød danskerne sig selvfølgelig ikke om, så de sang smædesange om de tyske soldater, når de ikke hørte det, og lod i det hele taget være med at snakke med dem. Sådan gik der fem år, og en skønne aften var krigen forbi. Og så kom de engelske og amerikanske soldater, og danskerne tog pænt imod dem, ikke mindst fordi de havde bananer og cigaretter og tyggegummi med. Preben Jenka havde aldrig set tyggegummi før, endsige tygget på et, men da han først fik et stykke i munden, og det gik op for ham, at man bare kunne tygge løs på det, i én uendelighed, så var det, som om lynet slog ned i ham. Preben Jenka blev som besat af tyggegummi, og det endte med at han samlede brugte bidder ind fra de andre i klassen, så han kunne få bygget sig en ordentlig klump. Til sidst tyggede han på en sej farveløs bolle på et halvt kilos penge; om natten placerede han den på sengebordet, for om morgenen at putte den i gabet igen. Og han var lykkelig. For første gang i sit liv var Preben Jenka rigtig lykkelig. Han følte, at han var kommet på rette hylde. Det er ligesom folk med store lårmuskler, der gerne bliver fodboldspillere, eller folk med store hjerner, der gerne bliver forfattere, eller folk med store armbevægelser, der gerne bliver skiltemalere, eller folk med små pilfingre, der gerne bliver lydteknikere. Folk har en tendens til at være gladest i låget, når de kan bruge deres særlige egenskaber til noget. Men ak - det var jo en pilskæv hylde, Preben var havnet på, ja, han rutschede så at sige ned ad den hele tiden, for det gik jo hurtigt op for ham, at han aldrig ville kunne leve af at tygge tyggegummi. Efter folkeskolen meldte alvoren sig for alvor. Prebens forældre ville have ham i lære som tømrer eller maler eller kontornusser, hvad som helst, men Preben ville ikke, han følte sig ikke godt tilpas med hverken håndværk eller regnskabsbøger. Så i efterkrigstidens København blev det snart et velkendt syn, denne halvstore heltriste dreng, der formålsløst drev omkring i gaderne, mens han tyggede løs på sin store og elskede klump tyggegummi. Og mens frustrationerne voksede i hans sind, og tyggegummiklumpen voksede i hans mund, så voksede trafikken også omkring ørerne på ham. For efterkrigstidens København, det var en tid, hvor der var gang i hjulene! Der fandtes også en anden omkringvandrende, lidt halvtrist skikkelse, som var velkendt i gadebilledet på den tid - og det var selveste overborgmesteren, der gik og spekulerede over, hvad man skulle gøre ved dette trafikale kaos, som var blevet et stort problem for byen. Folk så ikke skiltene længere, de havde fået den dårlige vane kun at stirre ret frem for sig, hvilket sikkert skyldtes, at de havde travlt, og at de moderne biler tillod dem at have det. Overborgmesteren tænkte grundigt over sagen, mens han vandrede rundt i byen, og en skønne dag fik han så det ret lyse indfald, at man skulle lave kæmpe kridttegninger på selve vejen - pile og fodgængerovergange og stoplinier og cykelsymboler. For så kunne folk bedre se, hvad der foregik og burde foregå. Man skulle placere symbolerne lige foran næsen på dem, skulle man! Overborgmesteren fik et par betjente til at spærre for trafikken i et par minutter og tegnede så løs på vejbanen med et stykke kridt, og det var altså for en gangs skyld ikke hinkeruder. Det vakte nogen undren blandt københavnerne; men overborgmesterens tegninger havde forbløffende nok en vis effekt - trafikken gled vitterligt nemmere - indtil regnen et øjeblik efter kom. Kridttegningerne skyllede aldeles væk, ja, de blev båret med den silende regn ned i kloakerne og derfra ud i Øresund, hvor de gik til bunds som pulver. Overborgmesteren kiggede på den sorte asfalt og sukkede over dens nøgenhed og over tilværelsen som sådan. Men så med ét fik overborgmesteren en idé, der ikke bare skulle komme København til gode, men snart gå sin sejrsgang kloden over. For ude midt på kørebanen fik han øje på en lille hvidlig plet, der ikke var skyllet væk af regnen. Og selv om den sad, hvor bilerne kørte allermest, blev den ikke slidt af, tværtimod, den blev kun stærkere og mere sammenbidt for hvert hjulpar, der kørte over den. Hvad mon det var for en hvidlig plet? Overborgmesteren ilede ud på kørebanen. Det var et stykke tyggegummi. Allerede ugen efter blev der indkaldt til tyggegummitygger test på rådhuset, for Københavns kommune skulle finde 30 mennesker, der var i stand til at tygge tyggegummi 40 timer om ugen. Man skulle bruge i tonsvis af tygget tyggegummi til at fuldføre overborgmesterens store vision: at lave vejr- og trafikbestandige symboler på kørebanen over alt i København. Parkerings-P'er og hajtænder og tegninger af cykler og stoplinier og stiplede linier og stregmænd i rullestole og det ene med det andet. Det siger sig selv, at Preben Jenka troppede op. Men det siger også sig selv, at han ikke var alene. At tygge tyggegummi og at få penge for det var et drømmejob for de fleste. Jovist, der var mange dagdrivere og bohemer i omløb i 1950'erne. For ikke at sige dandyer. Preben Jenka satte sig ved et af bordene. Der sad i forvejen 10-12 håbefulde mennesker, men for lige at markere over for de andre, hvem der var kommet til bordet, bed Preben tænderne sammen, så kæbemusklerne svulmede i hans ansigt. Han holdt dog hurtigt op med at spille smart, da han så den pige, der sad over for ham, for mage til kødfyldt underansigt havde han aldrig set. Og at dømme efter hendes nysgerrige blik, havde hun heller aldrig set mage til kraftigt kæbeparti. Da prøvetygningen blev sat i gang med en startpistol, åbnede Preben Jenka straks en tyggegummipakke og hældte samtlige stykker tyggegummi ind i gabet. Og så gik han ellers i gang med at tygge, mens inspektører fra vejvæsenet gik rundt i hvide kitler og skrev, hvad de så. De prøvetyggere, der kom til at lave bobler fik øjeblikkeligt en reprimande, for den slags pjat var der ikke tid til. Der var også dem, der var for hurtige til tage tyggegummiet ud af munden og putte en ny klump ind. De fik også et minus. For smagen skulle tygges helt ud. Det gik jo ikke, at vejstriberne lå og duftede af pebermynte eller af jordbær, det ville bare forvirre trafikanterne. Efter tre timer blev tyggegummityggerstesten afblæst. Preben Jenka masserede sine kæber og kiggede tilfreds på den store klump gennemtygget tyggegummi, han havde produceret. Han blegnede dog lidt, da han så, at pigen med det fascinerende fyldige underansigt havde tygget sig frem til en klump, der var ikke så lidt større end hans. Deres øjne mødtes kort, derefter sendte de lidt genert blikket på vandring blandt de øvrige mængder af tygget tyggegummi, og undervejs konstaterede de med tilfredse smil, at de hver især måtte være selvskrevne til jobbet. Og således blev det. Allerede et par dage efter sad de overfor hinanden igen, Preben Jenka med det kraftige kæbeparti, og pigen med det kødfulde underansigt, denne gang sad de ude i vejdirektoratets lagerhaller i Nordvest, hvor de andre ganske talentfulde tyggere også blev installeret. Og det var virkelig et meningsfyldt arbejde, dette hold af tyggegummityggere udførte. Vejarbejderne tog klumperne til sig, så snart de blev spyttet ud, og drog sporenstregs ud for at mase dem ned i den Københavnske asfalt, der snart kom til at ligne et stort sprinkelværk af et kunstmaleri. Preben Jenka og pigen med det store kødfyldte hoved, der i øvrigt relativt hurtigt viste sig at hedde Iben, var ubetinget afdelingens bedste tyggere, dens eliteenhed. Deres produktion udgjorde næsten halvdelen af afdelingens tyggede klumper. Iben var måske ikke køn sådan i gængs forstand, men det gjorde nu ikke noget, mente Preben, hun var god til det, hun lavede, og hun var også sød. Så en skønne dag, eller en skønne fyraften, tog Preben sig endelig sammen og inviterede hende ud. De tog i Palmehaven og dansede til den lyse morgen. Og da Preben havde fulgte Iben hjem, og de stod foran hendes gadedør, så satte de deres store underhoveder mod hinanden, så at de tegnede silhouetten af et omvendt hjerte. Og de lavede SMAK-lyde, der kunne høres helt ud på Jordbærvænget i Bagsværd. I dag er afdelingen for tyggegummitygning blevet nedlagt, for japanerne opfandt en maskine, der kunne klare arbejdet. Det er bare at hælde spandevis af tyggegummi ned i den, så kommer der spandevis af tygget tyggegummi ud i den anden ende. København fik sin første tyggegummimaskine i 1980. Preben Jenka og Iben havde været gift i adskillige år på det tidspunkt, og arbejdet i lige så lang tid, så de trak sig gerne tilbage og levede af den pension, som de fik af Københavns kommune efter lang og tro tjeneste. Rygtet vil vide, at de bosatte sig i det hjørne af Fyn, hvor der er allerflest æbletræer. Og således også allerflest træer at fortælle historier under. Der er ikke meget tyggegummi tilbage i gadebilledet fra tyggegummitygger-afdelingens tid, men med lidt held og et par gode øjne kan man nu alligevel finde lidt hist og pist. For hvis der er en lille mørk plet i et P eller en stoplinie eller i en hajtand, så kan den meget vel stamme fra tyggeafdelingens tid. For det var jo ikke altid, de lige huskede at skylle munden efter kaffepause. Inde omkring Nørrevold findes der faktisk en hel fodgængerstribe, der efter regn dufter af kringle og grøn sodavand. Og det er en ret sød historie, for den stammer fra dengang Preben Jenka og Iben, sammen med hele tyggegummitygger-afdelingen fejrede, at parret netop havde fået deres første barn. Fødslen foregik ude på Østerbro, og ungen var en ejendommelig lille bredhovedet knægt, der voldte sin mor nogle kvaler. Men faren var ved hendes side, så det gik endda.