Stridsøksetid (lydbog) af Klaus Ebbes
Tilføj til ønskeliste Gratis uddrag
  • Tilføj til bibliotek
  • Hør gratis uddrag
Klaus Ebbesen (forfatter), Nan Rostock (indlæser)

Stridsøksetid lydbog

DKK 76
(0)
Stridsøksetid er navnet på perioden 2800-2400 år f.v.t. Det er en del af bondestenalderen. Tiden er i Danmark særlig kendt fra de mange, små enkeltgravshøje, som siden dengang har klynget sig på den jyske hede. Perioden indledes med, at stenalderbønderne i dele af Jylland omlægger deres erhvervsstrategi og ekspanderer ud på de sandede jorder. Her bliver de sidste rester af urskoven fældet med økse og ild. I stedet skaber disse stenalderfolk den jyske hede som fødekilde til deres flokke af ok...
DKK 76
DKK 66
Forfattere Klaus Ebbesen (forfatter), Nan Rostock (indlæser)
Udgivet 3 oktober 2018
Længde 1:48
Genrer Historie og Arkæologi, Faglitteratur
Sprog Danish
Format mp3
Beskyttelse Vandmærket
ISBN 9788799943777
Stridsøksetid er navnet på perioden 2800-2400 år f.v.t. Det er en del af bondestenalderen. Tiden er i Danmark særlig kendt fra de mange, små enkeltgravshøje, som siden dengang har klynget sig på den jyske hede. Perioden indledes med, at stenalderbønderne i dele af Jylland omlægger deres erhvervsstrategi og ekspanderer ud på de sandede jorder. Her bliver de sidste rester af urskoven fældet med økse og ild. I stedet skaber disse stenalderfolk den jyske hede som fødekilde til deres flokke af okser og får. Økologisk set er heden nemlig den mest effektive udnyttelse af Jyllands sandede jorder. Derfor holder hedekulturen sig fra stridsøksetid og helt op til vor tid. Der var dengang kun ca. 20.000 mennesker i hele Danmark, så landets rige, økologiske muligheder udnyttedes langt fra fuld ud. På hver sin egn tilpassede man sig de lokale muligheder. Ved kysterne i Nordøstdanmark levede man af havjagt (specielt på sæler) og fiskeri, suppleret med lidt landbrug. I Vest- og Midtjylland var man hedebønder, mens folkene i hovedparten af landet fortsatte den blandede bondeøkonomi, som blev introduceret ca. 4000 år f.v.t. Man boede i lerklinede træhuse med stråtag. De var orienteret øst-vest med en lille drejning mod nordøst. Så udnyttes solvarmen bedre, og der er læ for vestenvinden. Husene var ca. 6-8 m lange og 5-6 m brede. De var kun beregnet til mennesker. Menneskene dengang blev kun ca. 30-40 år gamle. Mændene levede lidt længere end kvinderne sandsynligvis pga. den hyppige barseldød. De var henholdsvis ca. 172 og 156 cm høje. Stridøksetidens Danmark var således befolket af unge mennesker; noget mindre end os, og sikkert også lidt mere barske og vejrbidte. De talte en slags oldeuropæisk, som kunne forstås vidt omkring i Nord- og Centraleuropa. Stridsøksetiden må karakteriseres som et typisk stammesamfund. Magten lå i hænderne på de gamle mænd med en ekstrem konservatisme til følge. Samfundets regler ændredes kun i takt med, at ingen kunne huske dem. De ledende mænd markerede deres værdighed med en stridsøkse. Den var deres egen, og når de døde, fik de den med i graven. Til deres efterfølger som familieoverhoved blev lavet en ny stridsøkse. Det er derfor, der er fundet så mange stridsøkser, og at deres design ændrer sig så hurtigt. De ledende mænd benyttede også stridsøkserne som bytteobjekt, når der skulle skabes alliancer med nabostammer. I stridsøksetid var der en omfattede stridsøkseudveksling over store strækninger er Nord- og Centraleuropa. Stridsøksernes design var delvis præget af internationale stilretninger. De samme gjaldt for formen og ornamenterne på lerkarrene, som en af kvinderne stod for at lave. Den mest almindelige gravskik i stridsøksetid var at begrave de døde i de gamle stendysser og jættestuer. De blev brugt i hele landet, særlig flittigt i Østdanmark, hvor der er så mange af dem. I Vestjylland begravede man de døde i de nybyggede enkeltgravshøje. I Nordjylland kunne man i sen stridsøksetid bygge stenkister. De døde blev lagt udstrakt på ryggen eller i sovestilling. Alle lå orienteret øst-vest, mændene med hovedet i vest, kvinderne med hovedet i øst. Med i graven fik de døde ofte flintøkser, flintmejsler og andre flintredskaber samt evt. et lerkar. Kvinderne fik også deres ravsmykker med i graven. Vi kan derfor i dag rekonstruere en række af tidens ravsmykker. De er ret sexede og markeret tydeligt kvindernes køn. Vi kan også datere den ældste, kendte frisure til stridsøksetid. Det er en hestehale fra ca. 2600 f.v.t. Siden har hestehalen været en nem og praktisk frisure; brugt af alle kvinder indtil nu. Træ og flint var vigtige råstoffer til redskabsfremstilling. Man foretrak god flint, som i Nord- og Østdanmark blev gravet frem i flintminer. Det var mandearbejde. Alle kunne i udhulede stammebåde sejle hen til et område, hvor der var god flint; grave flinten frem og give knoldene den første grove tilhugning. Den endelig tilhugning og slibning af økser og mejsler foregik hjemme på bopladsen. Her blev også flækkeknive, kornsegle og ildsten hugget af flækkeblokke, mens de store, grove flintafslag kunne udnyttes til skiveskrabere og andre skiveredskaber. Stridsøksetiden slutter da dolkmoden kommer til Danmark ca. 2400 f.v.t. Mændenes vigtigste våben bliver nu en flintdolk, og både mænd og kvinder begynder at gå i vævet uldtøj. Efterhånden bliver guld og bronze også mere og mere almindeligt.